“Jeg linker, derfor er jeg. Det er mantraet på internettet.” Slik starter presentasjonen av en gruppe danske journalisters lenkemanifest. De har formulert “seks lover om lenking”. Disse lyder:
“Første lov: Vi linker videre til kilderne til de oplysninger, som vi bruger i vores journalistiske produkter. Har vi læst, set eller hørt væsentlig ny information på et eksternt site, linker vi til det – om f.eks. virksomheder, personer eller undersøgelser.
Anden lov: Vi linker direkte og præcist til den benyttede information på det eksterne site. Det er ordentlig service for læserne frem for blot at linke til forsiden på det eksterne site.
Tredje lov: Vi er præcise i vores informationer om, hvor et link fører hen; om hvem der har produceret de oplysninger, der linkes til, og hvornår. Læserne skal vide, hvor de kommer hen, inden de følger et link.
Fjerde lov: Vi anerkender, at en artikel bestående af præcise eksterne links til oplysninger, der beskriver forskellige vinkler af et emne, er et journalistisk produkt.
Femte lov: Vi er åbne for indkomne links til vores egne sites, fordi vi ønsker at være en integreret del af nettets økosystem.
Sjette lov: Vi tilstræber at gøre det nemt for alle at linke direkte til vores artikler.”
De addresserer dermed både at de skal heve kvaliteten på det de selv skriver ved å angi lenker til kilder, og at de skal legge til rette for lenking til deres artikler. Det er lett å være enig i dette. For egen del har jeg særlig hatt fokus på at adgangen til å lenke skal være fri, og at den etter dagens opphavsrett er fri. Når også pressen selv argumenterer for dette, da får vi håpe at de som fortsatt vil sensurere nettet ved å hevde enerett til lenking snart innser at de står med ryggen mot fremtiden og sloss for en tapt sak.
